Forside » Sikkerhed » Tyverisikring » Operation Mærkning: Gratis tyverisikring af dine ejendele
Operation Mærkning: Gratis tyverisikring af dine ejendele

Operation Mærkning: Gratis tyverisikring af dine ejendele

Operation Mærkning

Dette Operation Mærkning sæt kan du gratis hente på din politistation.

Boligvogter har været en tur på Nordsjællands politistation i Hillerød for at forhøre os om hvordan du som borger bedst kan forebygge indbrud og tyveri af dine værdifulde ejendele. Det kommer der nogle spændende artikler ud af i den kommende tid. En af de mere interessante metoder, er denne gratis mærkningsordning kaldet Operation Mærkning.

Hvad er Operation Mærkning?

Operation Mærkning er en ordning som blev startet i 1999 i samarbejde mellem Det Kriminalpræventive Råd og Brancheorganisationen Forsikring og Pension. Det er en fuldstændig gratis ordning, og du kan som borger gå til din nærmeste politistation og få udleveret et sæt med 12 klistermærker til at påsætte mærkede genstande, samt større klistermærker af vandfast kvalitet til eksempelvis at sætte på postkassen og ved indgange til boligen. En skabelon med tal og bogstaver medfølger, sammen med et spidst redskab du bruger til at ridse mærket ind i dine genstande med.

Det er altså med andre ord en gratis måde for dig og din familie at sikre jeres dyre og mest udsatte ejendele imod tyveri.

Hvordan er jeg sikret med Operation Mærkning?

Hele formålet med Operation Mærkning er at afskrække indbrudstyven fra netop at begå indbrud i dit hjem. Genstande som eksempelvis fladskærme og computere, som har ridset en inskription i sig, er ikke noget værd på det sorte marked, og derfor kan det betyde at tyven springer hastigt over din adresse, når der skal udvælges nemme, udbytterige steder at begå indbrud.

Hvilke genstande kan sikres med Operation Mærkning?

Alle genstande med en bund, bagside eller andet som ikke skal/kan ses, kan mærkes med dette sæt. Det anbefales dog altid som minimum at mærke de genstande som er mest udsat for at blive stjålet under et indbrud, og synligt mærke dem med de medfølgende klistermærker, så tyven får en indikation af at genstandene er mærkede og sikret mod tyveri. Du bør mærke disse værdifulde ejendele, som er interessante for tyven:

  • Computere
  • Fladskærme
  • Kameraer
  • Spilkonsoller
  • DVD- og bluray afspillere
  • Malerier (hvis muligt)

Det er i det hele taget anbefalelsesværdigt at mærke alle former for elektronik, især indenfor lyd, billede og data. Det er nemlig typisk disse genstande som tyvene går efter, da de er nemme og hurtige at sælge videre.

Hvordan mærker jeg mine genstande?

Operation Mærkning

Redskabet og skabelonen du bruger til at lave selve mærkningen med.

Der følger en udførlig vejledning med til sættet. Det Kriminalpræventive Råd anbefaler at det enten er et CPR-nummer eller virksomhedens SE-nummer der mærkes med, da det på denne måde altid vil være muligt at finde frem til dig eller virksomheden, uanset om du har skiftet adresse i mellemtiden eller andet.

Du finder et passende, jævnt sted hvor du kan lægge skabelonen og hvor den ligger helt fast – det er bedst hvis den kan støttes op ad en kant, for at gøre mærkningen pænere, men ellers kan du sætte skabelonen fast med tape mens du ridser de tal og bogstaver du skal. På den måde risikerer du ikke at lave fejl.

Øv dig gerne først på en plastikbøtte eller andet, så du er sikker på at du gør det rigtigt når du mærker dine værdifulde ejendele.

Om Klaus

Hej mit navn er Klaus og jeg er indehaver af Boligvogter.dk.

En kommentar

  1. Hvor kan jeg få fat i en kuffert (eller hvad det nu er) til at mærke computerne, her i ældreboligerne hvor jeg bor? Jeg bor Strandlund, 2920 Charlotenlund, hvor er nærmeste politistation, der har mærkningssættet?
    På forhånd tak.
    Mvh

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*