Forside » Byggeri » Udendørs » Faskine – effektiv nedsivning af regnvand

Faskine – effektiv nedsivning af regnvand

Har du problemer med et overbelastet kloaksystem og store vandpytter på terrassen eller i haven, når det regner kraftigt? Kom problemerne til livs med en faskine.

Hvad er en faskine?

En faskine er et lille hulrum i jorden, hvor regnvand ledes hen og derefter bliver opsamlet. Dette regnvand kommer typisk fra terrassen, taget, indkørslen eller andre belægninger.

Når faskinen har opsamlet en tilpas mængde regnvand, siver vandet stille og roligt ned i jorden og ender til sidst i grundvandet. Det betyder, at du med en faskine slipper for at lede dit regnvand hen til kloakken.

Hvordan ser den ud?

Faskiner bliver typisk lavet af bioblokke, der graves ned i jorden. Disse bioblokke varierer i størrelsen afhængig af, hvor meget nedsivning af regnvand du har brug for.

Du behøver bestemt ikke at bekymre dig for meget om faskinens udseende, da den som sagt graves ned i jorden og dermed bliver usynlig. Din haves udseende tager altså ikke skade, fordi du vælger at anlægge en faskine.

Tip: Lav et regnbed sammen med faskinen

Hvis du har en mindre have, så er det yderst fordelagtigt at kombinere et regnbed med en faskine. Faskinen sørger for at tage størstedelen af regnvandet, hvorfor regnbedet ikke behøver at være nævneværdigt stort.

Jo flere forskellige metoder du bruger til at udnytte regnvandet, jo mere bidrager du til et sundt og naturligt regnvandskredsløb. Og det er især noget, der kommer miljøet til gavn.

Må du selv lave en faskine?

Som grundejer må du gerne selv lave en faskine med dertilhørende ledninger. Dog må du ikke selv stå for at til- og frakoble faskinen til kloaksystemet. Til det skal du bruge en autoriseret kloakmester.

Værd at vide inden påbegynder arbejdet

Inden du selv giver dig i kast med at lave en faskine eller får en anden til at gøre det, skal du ansøge om tilladelse hos din kommune. Det er nemlig ikke alle husstande/områder, der må gøre brug af en faskine.

Hvis du for eksempel bor i et område, hvor jorden er meget forurenet, er det meget uhensigtsmæssigt at få anlagt en faskine, da det blot vil forurene grundvandet.

Derfor skal du altid huske at ansøge om tilladelse først.

Sådan bygger du en faskine

Hvis du har besluttet dig for, at du gerne selv vil lave din faskine, men ikke rigtig ved, hvordan du skal gribe det an, så kan denne miniguide være dig meget behjælpelig.

Trin for trin: Sådan gør du

  1. Start med at grave et meter dybt hul, der måler en halv meter i bredden. Længden af faskinen afhænger af din boligs tag og jordforholdene i det pågældende område.
  2. Sørg for at grave hullet langt og smalt, så vandet kan sive ned fra hullets sider.
  3. Hullet fyldes med bioblokke (eller andre faskinemoduler) i en række efter hinanden. Som alternativ kan du dække bunden til med et stenlag af singels 32/64.
  4. Når du har fået enten bioblokkene eller stenlaget på plads, så skal dette dækkes med en fiberdug (den skal være vandgennemtrængelig). Fiberdugen beskytter mod jord og andet snavs.
  5. Hvis du skal opsamle vand fra taget, så skal du føre et plastrør fra faskinen op til nedløbsrøret. En aut. kloakmester skal stå for selve frakoblingen af tagnedløbet fra kloaksystemet.
  6. Når ovenstående ting er på plads, er det blevet tid til at fylde hullet med jord. Husk at stampe jorden godt flad og jævn, så overfladen ikke pludselig synker.

Få hjælp af professionelle

Hvis du ikke selv er den store handyman eller har mod på at lave din egen faskine, så er der heldigvis hjælp at hente. Der findes mange anlægs- og kloakfirmaer som kan hjælpe dig med at få lavet en effektiv faskine, der kan samle alt det overflødige regnvand og derefter lade det sive ned i grundvandet.

Hvis du allerede nu overvejer at få lavet en faskine, så anbefales det at indhente tre tilbud på opgaven via 3byggetilbud.dk. På den måde kan du få et overblik over prisniveauet i dit nærområde.

  • Indhent tre gratis og uforpligtende tilbud på anlæg af faskine hos 3byggetilbud.dk

Om Klaus

Hej mit navn er Klaus og jeg er indehaver af Boligvogter.dk.

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*